Et naturligt næste skridt i samarbejdet
Jannik har været en del af itpilot siden maj 2024 og har på kort tid fået en central rolle i virksomheden. Som salgschef har han haft ansvar for salgsarbejdet og dialogen med kunderne, og sideløbende har han stået i spidsen for opbygningen af Odoo som et nyt og strategisk forretningsområde.
Her har Jannik haft ansvaret for implementeringen af Odoo internt, så løsningen i dag er en integreret del af itpilots egen forretning. Derudover har han haft ansvaret for at gøre itpilot til officiel og certificeret Odoo-partner samt for, at Odoopilot er blevet godkendt af Erhvervsstyrelsen. Et arbejde, der har stillet høje krav til struktur, dokumentation og forretningsforståelse.
At Jannik nu indtræder i ejerkreds og bestyrelse er derfor en formalisering af det ansvar og den rolle, han allerede har haft i itpilots udvikling – og et naturligt næste skridt i et samarbejde præget af tillid og fælles ambitioner.
“Jannik har på kort tid sat et tydeligt aftryk på itpilot – både i salgsarbejdet og i udviklingen af vores Odoo-forretning. At få ham med i ejerkreds og bestyrelse er et langsigtet valg, som styrker vores fundament for den videre udvikling,” siger Kenneth Løwe, direktør i itpilot.

På billedet ses Niels Bragh, Kenneth Løwe & Jannik Gajan
Fokus på udvikling og ansvar
Beslutningen om at invitere flere ind i ejerkredsen er for itpilot et udtryk for ønsket om at udvikle virksomheden med udgangspunkt i de mennesker, der allerede spiller en central rolle i hverdagen. Det handler om at give plads til ansvar og ejerskab – og om at sikre kontinuitet i virksomhedens strategiske udvikling.
For kunder og samarbejdspartnere ændrer det ikke noget i det daglige. itpilot ledes fortsat af Kenneth Løwe, som er direktør, og Jannik fortsætter i sin rolle som salgschef og Odoo-konsulent. Samarbejdet og kontaktfladerne er dermed de samme som hidtil.
“ Jeg ser det som et stort ansvar og en spændende mulighed. itpilot er et sted med høje ambitioner og en kultur, hvor der er plads til at tage ansvar og være med til at forme fremtiden. Det glæder jeg mig til at bidrage endnu mere til,” siger Jannik Gajan.
For itpilot handler det om at bygge videre på det, der allerede fungerer – sammen med dem, der er med til at drive virksomheden fremad.