Hvad er nyt i PrestaShop 9? De vigtigste ændringer


Hvad er nyt i PretaShop 9? De vigtigste ændringer

PrestaShop er et brugervenligt og fleksibelt webshop-system; et system der især er blevet populært blandt små og mellemstore virksomheder i hele verden. Siden Prestashop blev lanceret i 2007, har platformen udviklet sig betydeligt.

Nu er PrestaShop på vej med en ny version: PrestaShop 9. Der er endnu ikke fastlagt en udgivelsesdato for denne version, da projektet stadig er i udviklingsfasen. Den første Alpha 1‑udgivelse kom 6. juni 2024, og Beta 1 blev frigivet 10. februar 2025. Der er endnu ingen fast dato for den endelige 9.0‑release. 

Hvorfor er PrestaShop 9 spændende?

Som med enhver anden opdatering til PrestaShop (og andre CMS’er) vil den nye version byde på nye muligheder. Den nye version vil bringe platformen op på et nyt niveau med hensyn til ydeevne, sikkerhed og funktionalitet. PrestaShop 9 giver blandt andet en opgradering til Symfony 6.4 (fra Symfony 4.4) og understøttelse af PHP 8.1-8.4, hvilket sikrer, at PrestaShop 9 vil være fremtidssikret med langvarig support indtil 2027.

Derudover er en af de helt store nyheder, at PrestaShop introducerer en helt ny API-platform. Denne ændring gør det muligt at integrere platformen med eksterne systemer på en langt mere effektiv og fleksibel måde, hvilket åbner op for en lang række nye muligheder for virksomheder, der ønsker at optimere deres forretningsprocesser.

Hos itpilot har vi stor erfaring med at specialudvikle integrationer mellem forskellige it-systemer, og derfor glæder vi os også til at se, hvilke muligheder den nye API-platform giver til både eksisterende og nye PrestaShop -brugere.

Nye features i PrestaShop 9

Med PrestaShop 9 bliver der introduceret en række forskellige nye features, blandt andet:

  • Ny API-platform
  • Forbedret performance
  • Styrket sikkerhed
  • Forbedret brugergrænseflade (UI)

Ny API-platform

Med PrestaShop 9’s introduktion af en ny API-platform, ønsker PrestaShop at gøre platformen endnu mere fleksibel.

Gennem den nye API-platform skal det være muligt at forbinde PrestaShop med andre systemer, som fx ERP-, CRM- eller lagerstyringssystemer på en meget mere effektiv måde end tidligere. Denne forbedring betyder, at data lettere kan udveksles mellem PrestaShop og andre it-systemer, hvilket kan automatisere og optimere mange processer i en virksomhed.

Det betyder, at ordrer, lagerbeholdninger og kundedata eksempelvis kan overføres automatisk mellem PrestaShop og virksomhedens andre systemer. Det reducerer mængden af manuelle opgaver og minimerer samtidig risikoen for fejl. Dette er især værdifuldt for virksomheder med komplekse forretningsprocesser, der kræver integrationer på tværs af flere platforme.

API-platformen i PrestaShop 9 er designet med fremtidig udvidelse i tankerne, hvilket betyder, at den nemt kan tilpasses til nye behov og teknologier, der måtte opstå. Det gør platformen langt mere fleksibel og skalerbar, hvilket giver virksomhederne mulighed for at vokse uden at skulle bekymre sig om begrænsninger i deres PrestaShop -løsning. 

Forbedret performance

PrestaShop har altid haft fokus på platformens ydeevne, og version 9 er ingen undtagelse. Den nye version giver forbedringer i backend-håndtering, og derudover kommer opgraderingen til Symfony 6.4 også til at have en stor betydning for PrestaShops performance og sikkerhed. Symfony 6.4 er nemlig bygget med optimeret kode og bedre memory management, hvilket bidrager til hurtigere load-tider og bedre skalering af webshoppen.

Med Symfony 6.4 kommer også moderniseringer i koden, som kan gøre det nemmere for udviklere at implementere tilpasninger og integrationer. Dette kan hjælpe virksomheder med at bygge hurtigere og mere vedligeholdelsesvenlige løsninger.

Styrket sikkerhed

I PrestaShop 9 er der skruet op for sikkerheden, så jeres webshop er bedre beskyttet mod moderne trusler. Takket være opgraderingen til Symfony 6.4 og understøttelsen af de nyeste PHP-versioner får I adgang til en række forbedringer, der gør platformen mere robust og fremtidssikret.

Det betyder blandt andet, at følsomme data som fx personoplysninger håndteres mere sikkert i systemets bagvedliggende logfiler, og at det bliver nemmere for systemet at opdage og håndtere mistænkelig aktivitet. Derudover bliver det sværere for uvedkommende at få adgang til webshoppen, takket være en forbedret håndtering af login og adgangskontrol.

En anden væsentlig ændring er, at PrestaShop har fjernet ældre teknologier, som tidligere kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. I stedet bruges nu mere moderne og vedligeholdelsesvenlige løsninger, hvilket giver jer en webshop, der både er nemmere at opdatere og mindre sårbar over for angreb.

Brugergrænseflade (UI) forbedringer

Det er ikke kun tekniske forbedringer, som PrestaShop 9 byder på. Versionen giver nemlig også en opdateret og forbedret brugergrænseflade, så det bliver endnu nemmere og mere intuitiv at navigere på – både i frontend og backend.

På frontend-siden bliver designet og den overordnede navigation forbedret. Med PrestaShop 9 kan I sikre, at kunderne får en endnu bedre oplevelse med et forbedret layout, der blandt andet omfatter en optimeret produktvisning, bedre søgefunktioner og en nemmere og mere flydende checkout-proces. Disse forbedringer er med til at optimere købsflowet, hvilket kan øge konverteringsraten på webshoppen.

PrestaShop 9 giver også en række opdateringer i backenden, der gør administrationen af webshoppen både lettere og mere effektiv. Her har PrestaShop har bl.a. optimeret administrator-dashboardet med en mere overskuelig struktur, der giver jer et bedre overblik over jeres forretning. Dermed bliver det endnu lettere at tilgå de vigtigste funktioner og data, såsom lagerstyring, ordreadministration og rapporter, direkte fra et opdateret, brugervenligt dashboard.

Dét skal du vide, inden du opgraderer til PrestaShop 9

Selvom PrestaShop 9 endnu ikke er udgivet, er det vigtigt at forstå, hvordan opgraderingen til version 9 kan komme til at påvirke jeres nuværende opsætning. PrestaShop 9 giver, som beskrevet, en række nye features og teknologier, og derfor er det meget vigtigt, at tjekke kompatibiliteten af jeres nuværende moduler og temaer med den nye version, inden I opgraderer PrestaShop.

Når I vil opgradere jeres PrestaShop-installation, er det en god idé at planlægge opgraderingen, så I undgår unødig nedetid. Ved at tjekke kompatibiliteten med de eksisterende moduler og temaer, ved I, hvad I skal være opmærksomme på under opgraderingen.

Hvis I ikke selv vil stå for opgraderingen af jeres PrestaShop-installation, er vi hos itpilot klar til at hjælpe jer. Når vi opgraderer til nye versioner, sker det i vores udviklingsmiljø, så opgraderingen kan foregå uforstyrret og uden at være til gene for jeres besøgende på hjemmesiden. Dermed kan vi teste kompatibiliteten med de forskellige moduler og temaer, og vi kan udføre eventuelle fejlrettelser og sikrer, at alle moduler er kompatible med hinanden, inden vi til sidst flytter den opgraderede version over på jeres domæne igen.

Har I brug for hjælp til jeres PrestaShop-webshop?

Hos itpilot udvikler og drifter vi fremtidssikrede løsninger til vores kunder. Vores erfaring med PrestaShop og andre CMS-løsninger sikrer, at vi kan hjælpe jeres virksomhed med at få mest muligt ud af jeres digitale platforme. Det gør vi bl.a. gennem opgraderinger til nye system-versioner, som giver adgang til nye funktioner og forbedringer uden afbrydelser i driften.

Når vi opgraderer et CMS, herunder også PrestaShop, til den nyeste version, gør vi det i vores udviklingsmiljø, hvor vi tester og optimerer løsningen, før den lanceres. Dette sikrer jer en let og professionel overgang til den nyeste version samt en stabil løsning.

Ønsker I at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe med jeres PrestaShop-opgradering? Ring til os på tlf. +45 87 25 07 87 eller udfyld kontaktformularen, så vender vi hurtigt tilbage til jer.

Arkiver