Skip to Content

Joomla 6: Hvornår giver en opgradering mening?


En opgradering til Joomla 6 kan styrke hjemmesidens stabilitet, hastighed og sikkerhed, men det kræver den rette planlægning. Vi gennemgår ændringerne i version 6, risiciene ved at vente og hvordan I forbereder en sikker opgradering.

Joomla 6: Hvornår giver en opgradering mening – og hvornår gør den ikke?

Da Joomla 6 blev lanceret den 14. oktober 2025, var forventningerne ikke, at versionen ville introducere en revolutionerende brugerflade eller et hav af nye features. Forventningerne var snarere, at version 6 skulle samle trådene fra de seneste års modernisering, som særligt blev påbegyndt med version 4.

Derfor er Joomla 6 en version, hvor fokus er på performance, sikkerhed og teknisk kvalitet. Derfor kigger vi her nærmere på, hvad den nye version indeholder, og om det giver mening for jer at opgradere jeres nuværende Joomla-løsning til Joomla 6.

Joomla 6 vs. tidligere versioner – hvad har reelt ændret sig?

For at vurdere, om en opgradering giver mening, er det nødvendigt at forstå, hvad der faktisk adskiller Joomla 6 fra tidligere versioner. Det handler ikke så meget om kosmetiske ændringer, men om tekniske forbedringer, arkitektur og driftsmæssige konsekvenser.

Nedenfor gennemgår vi de vigtigste områder, hvor version 6 adskiller sig, og hvad det betyder i praksis for jeres hjemmeside.

Et renere og mere moderne teknisk fundament

Joomla 6 bygger på nyere PHP-standarder og kræver derfor en moderne serveropsætning. I praksis betyder det, at jeres webhotel skal understøtte en opdateret PHP-version (minimum PHP 8.3).

PHP er det programmeringssprog, der driver jeres Joomla-hjemmeside. Når PHP opdateres, sker der løbende forbedringer i både hastighed, sikkerhed og stabilitet. Med en nyere PHP-version får I blandt andet:

  • Hurtigere behandling af forespørgsler
  • Mere effektiv hukommelsesstyring
  • Strammere typesikkerhed
  • Forbedret sikkerhed

Nyere PHP-versioner kan håndtere flere samtidige brugere med færre serverressourcer. Det kan give kortere svartider, bedre stabilitet ved høj trafik og en mere responsiv brugeroplevelse.

Hvis jeres hostingmiljø fortsat kører på en ældre PHP-version, kan det begrænse både performance og sikkerhed – og i sidste ende påvirke både konvertering og synlighed i søgemaskinerne. Derfor er det vigtigt at sikre, at jeres webhotel følger med de tekniske krav, Joomla 6 stiller.

Automatiske kerneopdateringer

En af de mest markante ændringer er understøttelsen af automatiske kerneopdateringer.

Her bevæger Joomla sig tættere på den model, man kender fra WordPress, hvor automatiske opdateringer kan aktiveres og sikre, at sikkerhedsrettelser installeres løbende.

Fordelene ved automatiske opdateringer er bl.a.:

  • Hurtigere lukning af sikkerhedshuller
  • Mindre risiko for forældede installationer
  • Flere sites holdes opdateret

Vi ved af erfaring, at opdateringer og opgraderinger af Joomla ofte nedprioriteres i mange virksomheder. Ifølge Joomlas egne Usage Statistics viser, at en betydelig andel af Joomla-sites fortsat kører på versioner, der har passeret End of Life (EOL) og derfor ikke længere modtager sikkerhedsopdateringer. 

Det betyder, at mange Joomla-sites i dag drives uden aktiv sikkerhedsvedligeholdelse. Det udgør en væsentlig risiko – særligt for virksomheder, der håndterer kundeoplysninger eller er afhængige af høj driftssikkerhed.

Automatiske opdateringer kan derfor være med til at løfte det generelle sikkerhedsniveau.

Der er dog også ulemper:

  • Opdateringer kan skabe kompatibilitetsproblemer med tredjeparts-extensions
  • Ændringer kan ske uden manuel kvalitetssikring
  • I komplekse løsninger kan det være nødvendigt at styre opdateringer centralt

Derfor bør automatiske opdateringer aktiveres med omtanke og indgå som en del af en samlet driftsstrategi, og altså ikke stå alene som erstatning for teknisk vedligeholdelse.

Forbedret versionering og redaktørkontrol

Joomla har længe været stærk på rettighedsstyring. I version 6 er selve versioneringssystemet blevet udvidet, så det ikke længere kun gemmer ændringer i artikelteksten, men også i de elementer, der strukturerer og understøtter indholdet, herunder:

• Brugerdefinerede felter

• Tags

• Kategorier

I tidligere versioner kunne man typisk rulle selve teksten tilbage, hvis en redaktør havde lavet en fejl. Men ændringer i fx et prisfelt, en produktspecifikation, artiklens tags eller dens placering i en kategori blev ikke nødvendigvis gemt som en del af samme version. Det betød, at man kun fik en delvis genskabelse af indholdet og ikke hele opsætningen.

Med Joomla 6 gemmes artiklen nu som en samlet helhed. Hvis der opstår en fejl, kan man derfor genskabe både teksten og den tilhørende struktur. Det giver en mere præcis historik og større sikkerhed i det daglige redaktionelle arbejde.

For virksomheder med flere redaktører eller komplekse indholdsstrukturer betyder det bedre sporbarhed, mindre risiko for utilsigtede ændringer og større kontrol ved fejlrettelser. Det er især relevant i organisationer, hvor indhold har juridisk, kontraktmæssig eller kommerciel betydning, og hvor dokumentation og korrekt informationsstyring er afgørende.

Performanceforbedringer i kildekoden

Joomla 6 indeholder en række tekniske optimeringer i selve kildekoden, som samlet set styrker både performance og stabilitet. Der er blandt andet arbejdet med en mere effektiv håndtering og caching af sprogfiler, oprydning i ældre og overflødig kode samt en mere effektiv måde at indlæse systemets funktioner på.

Når koden bliver mere effektiv og mindre kompleks, reduceres den belastning, der lægges på serveren ved hver sidevisning. Det betyder, at serveren kan svare hurtigere på forespørgsler, og at ressourcerne udnyttes bedre – især ved høj trafik eller mange samtidige brugere.

I praksis betyder det en hurtigere first byte time, kortere samlet indlæsningstid og en mere stabil drift ved spidsbelastning. For brugerne opleves det som et mere responsivt website, og for virksomheden betyder det en platform, der i højere grad kan håndtere vækst og øget aktivitet.

Der er ikke tale om synlige nye funktioner, men om tekniske forbedringer, der skaber et stærkere og mere effektivt fundament for jeres hjemmeside.

Fordele ved at opgradere til Joomla 6

En opgradering til Joomla 6 handler ikke kun om at være på den nyeste version. Det handler om at styrke fundamentet under jeres hjemmeside og skabe bedre forudsætninger for performance, stabilitet og synlighed.

Her er de vigtigste gevinster, vi typisk ser i forbindelse med en opgradering.

Stærkere performance og teknisk fundament

Joomla 6 bygger på nyere PHP-standarder og en mere strømlinet kodebase. Som beskrevet tidligere betyder det blandt andet hurtigere behandling af forespørgsler, bedre ressourceudnyttelse og højere stabilitet ved belastning.

Når serveren arbejder mere effektivt, oplever brugerne:

  • Kortere indlæsningstid
  • Mere responsiv navigation
  • Færre flaskehalse ved høj trafik

For virksomheden betyder det en platform, der i højere grad kan håndtere vækst og øget aktivitet – uden at performance bliver en begrænsning.

Det er ikke nødvendigvis en dramatisk forskel fra dag ét, men det skaber et mere solidt teknisk fundament, som kan bygges videre på.

Oprydning i extensions og templates

I mange tilfælde er det ikke selve Joomla-kernen, der påvirker hastighed og stabilitet, men de lag, der er bygget ovenpå gennem årene.

Vi ser ofte installationer med:

  • Flere extensions, der løser samme opgave
  • Forældede plugins uden aktiv support
  • Templates med tilpasninger, som ikke længere bruges
  • Moduler, der stadig indlæser scripts, selvom de ikke er i brug

En opgradering til Joomla 6 er et oplagt tidspunkt at gennemgå hele opsætningen og stille de rigtige spørgsmål: Hvilke komponenter er nødvendige? Er der dubletter? Er der funktionalitet, som kan løses mere effektivt i dag?

I praksis er det ofte denne oprydning – kombineret med den tekniske opdatering – der giver den største performanceforbedring og reducerer den tekniske gæld.

Et bedre teknisk udgangspunkt for SEO

Performance og teknisk kvalitet har direkte betydning for jeres synlighed i søgemaskinerne. Google måler blandt andet brugeroplevelse gennem Core Web Vitals, som vurderer indlæsningstid, interaktivitet og visuel stabilitet.

Hvis et website er langsomt eller ustabilt, kan det påvirke placeringerne negativt – særligt i brancher med høj konkurrence. Samtidig har hastighed betydning for brugeradfærd. Lange indlæsningstider kan føre til højere afvisningsprocent og færre konverteringer, selv hvis trafikken i sig selv er god.

En opgradering til Joomla 6 forbedrer ikke automatisk jeres SEO. Men den skaber et stærkere teknisk fundament, hvor hastighed, stabilitet og kompatibilitet med moderne standarder er på plads. Når fundamentet fungerer optimalt, bliver det langt nemmere at arbejde strategisk med indhold, struktur, interne links og konverteringsoptimering.

Hvad risikerer I ved ikke at opgradere?

Det kan virke trygt at blive på den version, I allerede kender. Hvis hjemmesiden fungerer, og der ikke opleves akutte problemer, kan en opgradering føles som noget, der kan vente.

Men teknologiske platforme udvikler sig løbende – og det gør trusselsbilledet, hostingmiljøerne og kravene til performance også. Derfor er det relevant at se på, hvilke risici der kan opstå ved at blive på en ældre Joomla-version.

Sikkerhedsrisiko

Når en Joomla-version når sin EOL (End of Life), modtager den ikke længere sikkerhedsopdateringer. Det betyder, at kendte sårbarheder ikke bliver lukket.

Hackere scanner aktivt efter netop disse installationer, fordi de ved, at de ikke bliver vedligeholdt. Et sikkerhedsbrud kan have alvorlige konsekvenser – ikke kun teknisk, men også for forretningen. Det kan føre til datatab, nedetid og i værste fald kompromittering af kundedata.

Derudover kan et kompromitteret website påvirke jeres troværdighed og i nogle tilfælde føre til advarsler i søgemaskinerne, hvilket kan skade jeres synlighed og brand.

Hostingkompatibilitet

Hostingudbydere opdaterer løbende deres servermiljøer, herunder PHP-versioner og sikkerhedsopsætning. Hvis jeres Joomla-installation ikke understøtter nyere teknologier, kan I pludselig stå i en situation, hvor hjemmesiden ikke længere fungerer optimalt – eller i værste fald slet ikke.

Det kan betyde, at I bliver tvunget til en hastig opgradering uden den nødvendige planlægning og test. Når en opgradering sker under tidspres, øges risikoen for fejl, nedetid og uforudsete omkostninger.

Stigende teknisk gæld

Jo længere man udskyder en opgradering, desto større bliver forskellen mellem den nuværende version og den nyeste.

Det kan medføre, at:

  • Flere extensions ikke længere er kompatible
  • Leverandører stopper med at understøtte ældre versioner
  • Specialtilpasninger skal omskrives

En opgradering, der kunne have været relativt overskuelig, kan udvikle sig til en mere omfattende migration. Samtidig bliver den tekniske gæld større, og fleksibiliteten mindre.

I sidste ende handler det ikke kun om softwareversioner – men om hvor robust og fremtidssikret jeres digitale fundament er.

Forbered opgraderingen til Joomla 6

En opgradering til Joomla 6 behøver ikke ske med det samme. Men den bør indgå i jeres planer.

Den største risiko opstår sjældent, fordi man ikke opgraderer i dag, men fordi man ikke har forberedt sig. Når opgraderingen først bliver nødvendig, kan det være for sent at planlægge den roligt og struktureret.

Få overblik og planlæg i god tid

En fornuftig forberedelse starter med at skabe overblik over jeres nuværende løsning. Hvilke extensions er installeret? Har de aktiv support? Er de kompatible med Joomla 6? Og findes der specialudviklet funktionalitet, som skal tilpasses?

Samtidig kan det være oplagt at tænke opgraderingen sammen med andre planer. Hvis I overvejer redesign, ny struktur eller teknisk optimering, kan det give god mening at samle projekterne. Det skaber en mere effektiv proces og sikrer, at både teknik og design spiller sammen.

Ved at tage stilling i god tid undgår I også at blive tvunget til en hastig opgradering, hvis jeres nuværende Joomla- eller PHP-version når End of Life. Når opgraderinger sker under tidspres, øges risikoen for fejl og unødige omkostninger.

Joomla 4 og 5 har gjort versionsspring lettere

En vigtig forskel fra tidligere er, at Joomla 4 og 5 har gjort opgraderinger mellem hovedversioner mere smidige. Hvis I allerede kører version 4 eller 5, vil springet til version 6 i mange tilfælde være relativt overskueligt – forudsat at jeres installation er løbende vedligeholdt.

Kører I derimod stadig Joomla 3, er situationen en anden. Her kræver det først en overgang til version 4, derefter 5 og siden 6 – eller en egentlig migration. Jo længere man venter, desto større kan opgaven blive.

Sådan hjælper vi med en sikker opgradering af jeres Joomla-hjemmeside

Hos itpilot har vi mange års erfaring med Joomla, og vi har hjulpet en lang række virksomheder med at udvikle, optimere og opgradere deres Joomla-hjemmesider.

Når vi arbejder med opgraderinger til Joomla 6, starter vi med en grundig gennemgang af jeres nuværende installation. Vi vurderer kompatibilitet mellem Joomla-version og extensions, specialudviklet funktionalitet, hostingmiljø og PHP-version samt den samlede tekniske opsætning.

Selve opgraderingen gennemfører vi i vores udviklingsmiljø, så jeres eksisterende hjemmeside kan køre videre uden forstyrrelser. Herefter tester og kvalitetssikrer vi løsningen grundigt, før den opgraderede version lanceres.

Overvejer I, om Joomla 6 er det rigtige næste skridt for jer, vurderer vi gerne jeres nuværende setup. Ring til os på 87 25 07 87 eller udfyld kontaktformularen, så tager vi en dialog om mulighederne for en sikker opgradering.

Arkiver